Forløb med kontaktperson giver pige mod på en bedre fremtid

Hvordan en pige med en socialt belastet baggrund fik støtte til at tage livet på sig og vælge en bedre fremtid, kan du læse om i denne artikel.

Anna er 13 år, da kontaktpersonen møder hende første gang. Året forinden har en psykologisk undersøgelse peget på, at Anna bør døgnanbringes. Annas mor har været imod det, og derfor er der ikke sket noget før nu.

Der bevilges 5 timer om ugen med kontaktperson. Den primære årsag er, at Anna ikke passer sin skole, og kontaktpersonen skal støtte hende i det.

Omsorgssvigt og ringe vilkår i hjemmet

Anna og hendes familie er kendt af socialforvaltningen, der gennem flere år har modtaget bekymrende underretninger med mistanke om alvorlige omsorgssvigt.

Annas storebror er allerede blevet tvangsfjernet, da kontaktpersonen bliver sat på opgaven.

Moren er syg og på førtidspension, og det er Anna, som må tage sig af hende samt alt det huslige i hjemmet. Moren har ikke overskud til at drage omsorg for Anna og støtte hende hensigtsmæssigt.

Fokus på at opbygge tillid

Kontaktpersonens første opgave er at opbygge en tryg og tillidsfuld relation til Anna.

Både Anna og moren er bange for, at Anna ligesom sin storebror vil blive fjernet, og moren forbyder Anna, at fortælle kontaktpersonen om forholdene derhjemme. Det er derfor nødvendigt at gøre moren tryg ved situationen.

Kontaktpersonen bruger tid på at tale med moren. Hun lytter til hende og Anna, og hun fortæller, at hun er enig i, at Anna bør blive boende hjemme.

Nogle gange, når de har aftaler, og når Anna har lyst til det, inviterer de moren med ud. De tager for eksempel på cafe eller i biografen. Kontaktpersonen kan se, hvor glad det gør Anna, når hendes mor kommer med.

Efter nogle måneder, føler Anna sig så tryg ved kontaktpersonen, at hun tør betro sig til hende og tage imod støtte.

Et valg

Fra begyndelsen gør kontaktpersonen det klart for Anna, at hun har mulighed for at vælge et andet liv, end sin mor, men at det kræver noget af hende, hvis hun vælger det.

Hun kan støtte Anna i at passe sin skole, men hun kan ikke tvinge hende til det, fortæller hun.

I en periode ringer kontaktpersonen til Anna om morgenen for at støtte hende i at stå op og komme afsted i skole. Anna tager godt imod støtten, og allerede inden det første år er omme, er hendes fravær minimeret, og hun er mødestabil.

At mærke egne behov

Anna har taget hensyn til sin mor siden hun var helt lille, og hun har derfor svært ved at mærke sine egne behov.

Når moren ikke får sin vilje, kan hun blive meget vred og lade det gå ud over Anna. Det er derfor en længere proces, at støtte Anna i at lære at sige fra og sætte grænser.

Anna føler ikke, hun kan være bekendt at sige fra overfor sin mor, fordi moren er syg. Kontakt-personen tilbyder Anna et andet perspektiv. Godt nok er moren syg, men hun er faktisk også doven, og der er mange ting, som hun godt selv kan, påpeger hun. Det perspektiv, gør det nemmere for Anna at sige fra overfor sin mor.

På samme måde udfordrer kontaktpersonen løbende Annas begrænsende fortællinger og forestillinger og tilbyder hende nye versioner, som tjener Annas mål og drømme.

Støtte til udvikling

I det offentlige rum udfordrer kontaktpersonen Anna til at tage kontakt til andre mennesker. F.eks. når de er på cafe, insisterer kontaktpersonen på, at Anna selv må bestille det, som hun vil have. Eller hvis de skal spørge nogen om vej, er det Anna som må gøre det. Anna er i starten utryg ved det, men med erfaringen oplever hun, at det bliver nemmere og nemmere.

Anna får på den måde mere og mere erfaring med at kunne mestre dagligdagens små og store udfordringer, og hun udvikler en voksende tillid til sine egne evner.

Betydningen af relationer

Anna og kontaktpersonen bruger derudover tid på at tale om betydningen af at opbygge og vedligeholde venskaber og gode relationer. I Sokon tager de indimellem til arrangementer med husets øvrige kontaktpersoner og deres tilknyttede børn og unge. Her møder Anna en pige, som hun opbygger en venskabelig relation til.

Efter at Anna er begyndt at passe sin skole, har hun også fået det bedre i klassen, og hun oplever, at hun er vellidt blandt sine klassekammerater.

En bedre fremtid

Anna går i dag en bedre fremtid i møde, end hun havde gjort, hvis ikke hun havde fået den rette støtte.

I løbet af de 5 år, som kontaktpersonsforløbet strækker sig over, udvikler Anna sig fra at være en ensom, trist, problemfyldt pige, som ikke går i skole til en ung kvinde med mod på livet, der passer sine ting.

Hun er i dag 19 år gammel, hun læser til pædagog og trives i sit kæresteforhold. Ved siden af studiet arbejder hun i en dagligvarebutik, hun har fået kørekort, og hun går med planer om at flytte hjemmefra.