Afviste asylfamilier og integration

Sokon yder praktisk pædagogisk støtte og familiebehandling i arbejdet for både afviste familier, og familier der søger asyl. Med afsæt i familiens ressourcer arbejder vi med at finde løsninger ud fra den aktuelle bekymring og de behov der er i familien.

Afviste asylfamilier:

I flere år har Sokon arbejdet med og specialiseret sig indenfor arbejdet med afviste asylfamilier på udrejsecentre. Dette kræver en særlig indsats og viden for at arbejde med progression med familier, som for mange oplever at have en udsigtsløs fremtid.

Familierne lever tit i en form for ambivalens, hvor håbet og drømmen om et liv i Danmark er til stede, men samtidig er det også en kendsgerning at familierne fortsat er i Danmark, uden ret til ophold.

Borgerne har ofte traumatiske oplevelser med i bagagen, som sætter et krav til den metodiske tilgang vi har. Vi ved, at når fremtiden er uvis, er et fokus på nuet vigtigt. Vi har fokus på hvad der gør dagen i dag lige så god som dagen i går, og hvordan vi gør dagen i morgen, lige så god som dagen i dag. Vi arbejder ud fra et afgrænset perspektiv, da vores afsæt ikke er at arbejde med traumet behandlende som psykologer, men vi arbejder specifikt ind i en familierettet indsats, med afsæt i en forståelse for hvad traumet kan give af udfordringer.

Ofte ser vi, at familierne har brug for hjælp til at opretholde strukturen i dagligdagen, da dette er med til at skabe øget forudsigelighed og dermed tryghed for familien. Konsulenterne har fokus på at etablere ro omkring familien og bringe de bæredygtige strategier i spil.

Et vigtigt afsæt i arbejdet er ikke kun at være fokuseret på familien i krise, men i lige så høj grad at få skabt et rum til at udvikle og støtte familiens interesser og kompetencer, så der kommer bevægelse i hverdagen – det skaber energi.

Det er ofte nødvendigt at bringe en palet af metoder i spil undervejs i arbejdet, samt at have en forståelse for den enkelte families kulturelle baggrund sat i relief danske værdier og forventninger.

Integration:

Vi arbejder ud fra en indsigt og forståelse for den kulturelle baggrund familierne har, for at tilpasse denne med de normer og værdier familierne møder i en dansk kontekst, når det eksempelvis handler om skole, arbejde og fritid.

Vores erfaring viser os, at det er vigtigt at støtte familierne i kontinuitet, struktur og forudsigelighed.

Vi oplever, at mange af de familier vi arbejder med har svært ved at forstå det danske system, og at hele den ramme, der er en forventning om at familien skal håndtere, mangler de viden og redskaber til at mestre. Eksempelvis ser vi en tendens til at der skabes en fortælling om, at børnene ikke kommer med på ture eller ikke laver lektier som forventet, hvilket ofte ikke handler om vilje men at forældrene ikke formår af at operere på de platforme, fx Aula, E-Boks etc., hvor man almindeligvis kommunikerer og får information. Vi ser at den manglende sprog – og kulturforståelse ofte gør, at der opstår misforståelser om familiens hensigt og sociale og familiemæssige kontekst.